Poncia. Lolita Flores

Midt i en tæt tågestorm mumler Poncia, Bernarda Albas tjenestepige, i gården og beder om Adelas død. Huset er indhyllet i en gravstilhed. Poncia taler alene, mellem bønner og bebrejdelser, og henvender sig til både himlen og kvinderne, der er låst inde i huset. Hendes ord er tabt i tågen, mens vinden ser ud til at bære kvindernes jamren med sig. Men ingen lyd bryder stilheden, der hersker i palæet, og Poncias stemme runger som et ensomt ekko i mørket.