Cubo de la Galga

Vi går ud fra parkeringspladsen ved det miljøoplysningscentret, og ved starten af ruten møder vi et fattigt Monteverde. Frugttræerne deler bund med bøgeskov og lyng, hvilket siger os, at vi ikke er i en ren laurbærskov. Vi kan også se brombærbuske. Dette tegn på menneskelig tilstedeværelse vil forsvinde lidt efter lidt i løbet af ruten.

Den storskællede bark på dette gigantiske træ fortæller os at det er et kanarisk laurbærtræ (en barbusano). Det er et storslået eksemplar, der er over 25 meter højt. Det står i kanten af skoven, hvilket er karakteristisk for denne art. Der er ikke mange barbusanos. Det skyldes, at træets rødlige farve har været meget påskønnet i møbelsnedkerier. Faktisk blev det i gamle dage kaldet for "Kanarieøernes ibenholt".

Dette træ på kanten af vejen synes omringet eller beskyttet af massevis af grene, der skyder op fra dets fod. Det er dets børn, også kendt som "sutter" (chupones). Det er et af kendetegnene ved dette træ, som er hjemmehørende i den makronesiske laurbærskov. Selv om kernen af stammen dør, vil de mange "sutter", som udspringer fra en stor stub, holde det i live.

Landskabet i El Cubo de La Galga er kendetegnet af vandet. Efterhånden som vi kommer ind i slugten, kan vi mærke, hvordan fugtigheden bliver højere i takt med, at det grønne halvtag lukker sig over os. Vi passerer under en vandkanal, der transporterer denne værdifulde resurse ud til både landbrug og offentlig vandforsyning. Landskabet her afhænger af, at det bliver brugt på fornuftig vis.

Slugterne er opstået under den erosion, der er foregået i tidens løb. Denne stens skrøbelige balance er en påmindelse herom. Slugter som den i Cubo de La Galga, indeklemte og smalle som kløfter, viser os, at vi er på en ung ø, hvor erosionen stadig former landskabet. Derfor vil denne sten en dag miste balancen og ende i bunden af slugten. (Selvom der måske går flere hundrede år)

Ved vejkrydset bør vi stoppe et øjeblik og nyde stilheden. Vandets rislen kappes med fuglenes sang. Vi kan let komme til at høre duerne, der er endemiske for De Kanariske Øer. Deres hæse kald lyder som vores U. Hvis vi står stille og ikke siger noget, kan vi måske også se en due flyve over trætoppene.

Pragten af laurbærskoven med stinktræer kommer os i møde på dette punkt, hvor vi befinder os på en lille plet, der er som et paradis mellem al vegetationen. Den grønne baldakin, der sidder højt oppe, giver os permanent halvskygge og fugtighed. Lyset når knap nok jorden. Stinktræerne er stedets absolutte hovedaktører med deres lange grønne og hårde stammer. Denne art forekommer kun på steder, der er ideelle for laurbærskovene, og det fortæller os, at vi befinder os på et privilegeret sted.

Navnet siger alt. Fra toppen kigger vi ud på det smukke landskab med skråninger af laurbærskov, der dækker østsiden af La Palma og vender ud mod passatvinden. Vi befinder os i de bedst egnede omgivelser for laurbærskov på De Kanariske Øer, med skråninger under 1200 meters højde. Her opfanges vandet fra tågerne, som passatvinden, laurbærskovens oprindelse og opretholdelse, bringer med sig.

Vi går tilbage langs kanalen, der går ud fra skoven på dette punkt. Vandet er af grundlæggende betydning for dette økosystem. Kystlandbrugene lever af dette vand, der strømmer fra de underjordiske vandforekomster, som skabes i skoven. På skråningen har vi nu endnu en flot udsigt over denne grønne kløft, før vi begynder at gå tilbage ad stien, vi gik opad, da vi startede på ruten.