Alle steder i verden kan tiltrække med en særegen gastronomi, historisk arkitektur eller naturlige landskaber. Men der findes kun ét sted i verden, som har et sprog, der fløjtes, og som de lokale bruger til at kommunikere med. Kun La Gomera, der på grund af øens geografiske særpræg og dens indbyggeres stålsatte vilje holder liv i et sprog, som stammer flere århundreder tilbage, og som i dag er mere levende end nogensinde.
Sproget silbos oprindelse
Sprogets oprindelse stammer fra længe før de spanske erobreres ankomst til øen. Det blev skabt af de oprindelige kanariske folkeslag, La Gomeras første indbyggere, mens de stadig anvendte guanche som deres sprog. Fra det 16. århundrede begyndte silbo at tilpasse sig castiliansk og har fortsat helt op til i dag.
Castiliansk anvendtes på hele øhavet, og samtidig med at ny teknologi kom til, øens indbyggere udvandrede, og fremmede indbyggere kom til, reduceredes silbos rolle på de andre øer. La Gomera forblev derimod trofast mod sproget: grundet øens særprægede geografi med dale, slugter og bjergvægge var silbo en grundlæggende faktor i udviklingen af landbrug og lokal kvægbrug. Sproget opstod som en måde, hvorpå hyrderne kunne kommunikere på lang afstand, og det kunne anvendes på op til fem kilometers afstand.
Det er vigtigt at understrege, at det ikke drejer sig om et sæt forudbestemte koder til at udtrykke et begrænset indhold, men derimod et fuldt artikuleret sprog med mulighed for at udtrykke ubegrænset indhold udelukkende med fløjten. Det sker ved at imitere eller kode et sprog, i dette tilfælde castiliansk, og begrænse det fonetisk til seks lyde, to vokaler (dyb og høj) og fire konsonanter (kontinuerlig dyb, afbrudt dyb, kontinuerlig høj og afbrudt høj). Fløjtelydens tone og dens kontinuitet er det, der repræsenterer hvert ord.
Denne fløjteteknik kræver en fysisk præcision og styrke, som kun kan opnås ved konstant øvelse. Læber, tunge og hænder anvendes på en måde, der er meget forskellig fra alle andre sprog, som kun anvender mundhulen til at udsende forskellige frekvenser. Dette gør silbo til et ganske usædvanligt sprog.
Silbo gomero skal bevares
Midt i det 20. århundrede gennemgik silbo en alvorlig identitetskrise. Middel- og overklassen anså sproget som et, der kun anvendes af hyrder og bønder, og da landbruget fik mindre og mindre vægt i den lokale økonomi, opstod der en ganske stor risiko for, at sproget silbo ikke ville blive anvendt længere. Risikoen for, at sproget forsvandt, var reel, idet kun nogle få ældre mennesker var i stand til at anvende og forstå det. Men så besluttede befolkningen at tage affære. Lokalsamfundet åbnede centre, hvor forældreforeninger og organisationer tilknyttet skolen underviste de yngste i silbo. Det var et bevis på den kærlighed og stolthed, sproget omfattes af.
Nogle år senere besluttede de autonome og lokale regeringer at gøre en fælles indsats for beskyttelsen af silbo. Siden 1999 har sproget været et obligatorisk fag i folkeskolen, og der blev oprettet en skole for silbo gomero for de elever, der ønskede at fortsætte med at studere sproget udover den obligatoriske undervisning for selv at blive undervisere. Man begyndte også at digitalisere al undervisningsmateriale til lokal og global anvendelse.
International anerkendelse og forskning
Fordi sproget er så enestående, blev silbo i 2009 udnævnt til immateriel kulturarv af UNESCO. Dette skete hovedsageligt på grund af regeringens store arbejde for at bevare og udbrede sproget. Ifølge en officiel undersøgelse forstår størstedelen af La Gomeras befolkning silbo, selv om det hovedsageligt er personer, der er født før 1950, og folk, der har modtaget undervisning efter 1999, som er i stand til at anvende sproget.
Desuden har SETI-instituttet været interesseret i silbo med henblik på at studere dyrs sprog og andre typer sprog grundet silbos naturlige sprogafkodning, som er meget anderledes end alle andre kendte menneskelige sprog.
