Øen La Gomera har sin helt egen personlighed. Dens karakter er præget af århundredgamle skikke og traditioner, som har formet dens væsen på samme måde, som dens terrasser har formet dens fysiske udseende. La Gomeras netværk af museer og historisk kulturarv udgør et rigt og varieret univers, som skal opdages, og som strækker sig fra de første bosættere til samfundets seneste historie.
De første bosættere
Skønt deres oprindelse stadig er usikker, er den mest udbredte teori, at de første bosættere på La Gomera var berbere fra Ghomara. Øen var dengang delt i fire kantoner: Mulaga, Hipalán, Orona og Agana var de områder, der i dag udgør dalene Hermigua, San Sebastián, Valle Gran Rey og Vallehermoso.
Det var et folkeslag, der var kvægavlere med egen kultur og egne traditioner. Mange af disse er blevet bevaret op til i dag, som for eksempel sproget silbo, hyrdespring og produktion af palmehonning og gofio. La Gomeras indbyggere karakteriseres ved en stærk retfærdighedssans, og kolonisterne beskrev dem som stædige og rebelske og gik så langt som til at sige, at La Gomera på en måde aldrig rigtig blev erobret.
Udover de bevarede rester på San Sebastiáns arkæologiske museum kan man også udforske adskillige arkæologiske fund, som for eksempel de religiøse og hellige fund i Garajonay, observatoriet i Las Toscas del Guirre, hvor man målte tiden i forhold til solhverv, og hvor man finder øernes vigtigste eksempel på iberisk-berber skrifttavler, eller fundene ved La Fortaleza i Chipude, Vallehermoso.
Besøg af Christoffer Columbus
La Gomeras betydning i forbindelse med opdagelsen af Amerika i 1942 er et kendt faktum. Øen var det sidste forsyningssted før karavellerne satte kurs mod det ukendte og blev senere takket være sin privilegerede geografiske position et naturligt stoppested på ruten mod den nye verden.
Columbus’ hus i San Sebastián, som dengang var øens hovedstad, kan besøges og byder på et museum med en udstilling af historiske emner fra dengang, samt forskellige særudstillinger.
På La Gomera fandt admiralen alt det, han behøvede til at forberede sin rejse: drikkevand, proviant, et privilegeret klima og favorable vinde. I nærheden af La Torre del Conde, grevens tårn, ligger Aguedas hus. Inde i huset er der en brønd fra det 15. århundrede, hvor det siges, at man hentede vand til rejsen. Kun 200 meter derfra findes kirken Nuestra Señora de la Asunción, hvor Columbus bad til, at hans rejse skulle blive en succes. Den lille kirke, Ermita de San Sebastián, er bygget i 1535, flere år efter admiralens besøg på øen. Kirken er absolut et besøg værd, og man kan se datidens indflydelse fra portugisisk arkitektur.
Disse hjørner af øen udgør en del af dens universelle historie og er grunden til, at La Gomera er blevet kendt som ”la isla colombina”, Columbus’ ø.
Kunsthåndværk og folklore
La Gomeras kunsthåndværktraditioner afspejler helt tydeligt øens identitet. Kunst, håndværk og rodfæstede skikke med dyb respekt for naturen og dens materialer, såsom træarbejde, fletning i strå og rør og især keramik kan udforskes i besøgscentret Las Loceras. Keramikken fremstilles manuelt og uden drejeskive, helt som de oprindelige folkeslag gjorde det.
Kunsthåndværkaktiviteterne foregår særligt i øens nordlige del, og Vallehermoso er det sted, hvor de fleste kunsthåndværkere befinder sig. Her afholdes messer og begivenheder som øens årlige kunsthåndværkmesse, der desuden byder på optrædener af lokale folkemusikgrupper fra La Gomera.
La Gomeras folklore kan ikke forstås uden den traditionelle musik og dans. Trommedansen er en ældgammel og helt unik tradition med sang og dans, hvor mænd og kvinder udtrykker deres legender og historiske begivenheder ved at synge til rytmen af La Gomeras særlige trommer og ”chácaras”. Denne udtryksform opstår på helt naturlig vis til de populære processioner og folkefester som La Bajada de la Virgen de Guadalupe i San Sebastián, fejringen af la Virgen de Candelaria i Chipude, Santa Rosa de Lima i Las Rosas og Nuestra Señora de Lourdes i El Cedro.
El Silbo Gomero
Men hvis der er noget, der repræsenterer La Gomeras kultur mere end noget andet, er det sproget silbo. Dette fløjtede sprog, som er helt unikt for La Gomera, er et autentisk udtryk for øens lokale identitet. Silbo blev udnævnt til immateriel kulturarv af UNESCO i 2009 i anerkendelse af sprogets ekstraordinære kulturelle værdi. Det blev skabt af øens første indbyggere med henblik på at kunne kommunikere mellem slugter og dale. Det er blevet videregivet fra generation til generation til i dag og har siden 1999 været et obligatorisk fag i La Gomeras skoler.
