Disse anbefalinger vil hjælpe dig med at opdage de bedste strande og naturlige bassiner på El Hierro.



Den sorte og rødlige farve fra det vulkanske terræn, de grønne skove og vandets turkise farve giver øen en unik skønhed. El Hierro er erklæret biosfærereservat af UNESCO og har færre strande end resten af De Kanariske Øer, men mange af dem er fascinerende, da de praktisk talt er uberørte og beliggende i nærmest gådefulde omgivelser. Dette er nogle af de bedste strande på El Hierro.









La Restinga
Denne strand er en favorit blandt dykkere, som her via 46 dykkesteder kan udforske en havbund med stor biodiversitet og exceptionel rigdom. Det er værd at nævne havreservatet i La Restinga, som har 10 dykkesteder, og det er et område med beskyttet vand med store dybder, hvor der er klippevægge, sandbanker og grotter. På stranden i La Restinga, som er beliggende i fiskelandsbyen af samme navn, finder du krystalklart vand nærmest uden bølger, og det er et ideelt sted at besøge, hvis man rejser med børn. Derudover er der det praktiske ved at have alle tjenester og bekvemmeligheder i nærheden, og det er derfor ét af de bedste valg, hvis man vil tilbringe en sjov dag med familien. Der er også en platform for adgang for personer med nedsat bevægelighed.



Tacorón-bugten
På trods af dens lille størrelse kan man året rundt nyde et roligt Atlanterhav, og derfor kaldes denne del af havet Mar de Las Calmas (som betyder det rolige hav). Mens man bader i vandet, tilbyder landskabet omkring bugten en utrolig farvepalette lige fra havets blå farve til de sorte vulkanske sten samt okker og rødlige farver. Når det er ebbe, bliver bugten endnu tillokkende. Den interessante grotte "Cueva de picón" er den skyggefulde kontrast til dette hjørne af øen med garanteret sol og nogle helt fantastisk solnedgange. Derudover er der tæt på denne strand nogle skønne naturlige bassiner samt en restaurant.



Charco Azul
Dette paradisiske naturlige bassin, der er beliggende i El Golfo-dalen, er et uberørt sted og resultatet af de forskellige former, som lavaen har dannet. Det drejer sig om ét af de mest fantastiske badesteder på denne ø længst mod vest. I Charco Azul kan vi nyde en dejlig dukkert i det turkise vand beskyttet mod havet, som efterlader sit spor med hvidt bølgeskum og dets afslappende lyd. Det er uden tvivl ét af de bedste eksempler på de påfund, som kun naturen kan skabe.



La Maceta
Dette er et andet bassin, man bør besøge, beliggende i El Golfo. Her finder man de tre ting, El Hierro er mest kendt for: sol, lava og hav. En gave for sanserne, hvor man kan slappe af med et dejligt bad i et naturlandskab med områder til at nyde solen. Bassinerne har forskellige størrelser og er beskyttet mod bølgerne, og det er derfor et godt valg, hvis man har børn. Det er desuden nemt at komme hertil med bil, og her er et stort parkeringsområde. Med metalgelændere, solterrasse og trapper er dette sted ét af de mest populære badeområder i El Golfo.



Charco de los Sargos
Tæt på de naturlige bassiner i La Maceta finder vi Charco de los Sargos i et uberørt og klippefyldt område. Ved foden af klinten har havet unikke farver, og badet bliver en unik oplevelse i et smukt, uberørt vulkansk landskab.



Timijiraque-bugten
En strand med sort sand og krystalklart vand, som stadig huser resterne af en gammel saltmine, selvom det eneste, der er tilbage i dag, er nogle mure. Ligesom mere end halvdelen af øens strande er denne strand beliggende i et fredet naturområde. Her finder vi gamle klippefremspring, og den interessante havbund gør den til at populært valg blandt dykkerentusiaster. Der er nem adgang til stranden, da man også kan tage offentlig transport hertil, og der er også mulighed for parkering.



Charco Manso
Ét af de mest magiske steder på El Hierro. Dette landskab, der er beliggende på den basaltiske kyst, har en række brønde, lavagrotter og naturlige buer, over hvilket havet danner vandstråler, som minder om gejsere, hvis skønhed man kan blive helt hypnotiseret af. Badeområdet ligger i en bugt med krystalklart og roligt vand, og der er ligeledes et område til solbadning.



Tamaduste
En lille strand med krystalklart vand og sort, vulkansk sand. Det er et godt valg, hvis man har børn, på grund af dens rolige vand. I én af siderne af bugten er der ramper og trapper, som de unge anvender til at hoppe i havet. Denne skønne, store strand har bevaret sin charme og er ét af de mest fotograferede steder på øen, idet det forener bylandskabet med bjerg og hav.



El Verodal
Stranden fascinerer de besøgende med dens uovertrufne skønhed, særligt den rødlige farve på det vulkanske sand og de imponerende klipper, der omkranser den. Ligesom resten af øen er dette område karakteriseret ved dets stejle klippekyst, som giver en idyllisk baggrund. El Verodal er desuden beliggende i et nærmest uberørt landskab, og derfor er det et godt sted for alle dem, der ønsker at være i kontakt med naturen. Selv om det ikke kan anbefales at bade her på grund af den kraftige strøm, så er det umagen værd at besøge denne strand og nyde et imponerende landskab.



Arenas Blancas
Sandet på denne strand er primært dannet af fragmenter af skaller fra bløddyr, som giver den hvide farve, og det er den eneste strand på øen med sand af denne farve. Alene af den grund er den værd at besøge. Kystens form, bølgerne og havstrømmen har formet denne strand oven på en platform af nylig lava. Stranden er nærmest uberørt, er ikke hyppigt besøgt, og der er ingen tjenester, men den er ideel, hvis man vil nyde skønheden og en rolig stranddag.


