Overalt i verden betyder lyden af klingende bjælder, at der er husdyr i nærheden, men i gaderne i La Frontera varsler de om, at en helt anden type dyr er på vej. Los Carneros de Tigaday er en unik festlig tradition, som opstod længere tilbage i tiden, end nogen kan huske, og som var lige ved at gå tabt for altid.
Hvis der er en højtid i den kanariske øgruppe, man fejrer intenst, så er det uden tvivl karnevalet. År efter år markeres højtiden med en kombination af musik, kostumer og ritualer med dybe rødder i den lokale kultur. Eksempler på dette er Los Indianos i La Palma, Los Diabletes i Teguise eller Carneros de Tigaday, som er ét af de vigtigste symboler blandt El Hierros karnevalsfigurer.
Et dyrisk optrin
Den traditionelle dragt består af adskillige kilo fåreskind, som bruges til at dække hele kroppen. Hertil kommer horn og bjælder samt et lag sværte, som har to funktioner: at farve huden sort og sætte mørke pletter på intetanende tilskuere for underholdningens skyld. Så hvis du ikke vil have pletter på dig, bør du holde dig væk.
Los Carneros de Tigaday optræder aldrig alene. Normalt består grupperne af masser af unge mennesker, der ledes af en ekstravagant figur, som kaldes hyrden eller galningen. Sidstnævnte er udstyret med kæder, som skal støje og advare befolkningen. Det hele udarter sig til et livligt og morsomt gadeoptog
En tradition, der genopstod fra asken
Selv om der til dags dato endnu ikke er fundet nogen beviser eller noget dokument, der angiver oprindelsen af Los Carneros de Tigaday, så regner man med, at ophavet var en ceremoni inden for ældre tiders hedenske tro, som i sin tid er blevet blandet med traditionerne i hyrdesamfundet på øen.
Man ved dog, at traditionen har været ved at uddø, og under den spanske borgerkrig gik denne tradition i glemmebogen. Den ville have været forsvundet helt, hvis det ikke havde været for den lokale helt, Benito Padrón Gutiérrez, der i 1940 foreslog, at man fik Los Carneros de Tigaday tilbage til gaderne i hans fødeby Frontera.
Til brug som maling brugte man i første omgang resterne fra kedlerne og senere hen skosværte. Benito hjalp, indtil han blev 90 år gammel, øboerne med at smøre sig ind i sort og iklæde sig skind, som han selv opbevarede i kælderen hjemme hos sig selv. Til ære for ham er der i dag en gade og en plads med hans navn, selv om den største hyldest, han formentlig ville være mest begejstret for, er, at hans hjem, som i dag er kendt som ”La Casa del Miedo”, nu er stedet, hvor Los Carneros forbereder sig og starter hvert eneste år.
En historie og en natur præget af samme vildskab
Selv om det kan virke paradoksalt, så har øgruppens yngste ø masser at fortælle, se og udforske. Et eksempel på dette er Garoé, som er et helligt træ, der reddede øens tidligste indbyggere fra at dø af tørst, de forvredne enebærtræer, havbunden eller kulturparken El Julan, hvis sten har gamle helleristninger fra øens første bosættere. Ikke al historie er at finde i bøger eller på internettet.