Los Ajaches

Vi starter vores rute i landsbyen Femés, der ligger i begyndelsen af dalen med det samme navn. Denne beliggenhed skyldes to ting: fra udsigtspunktet ved Femés over kystsletten og kysten holdt man øje med ankomsten af de mauriske pirater, mens man ved vandet under husene dyrkede afgrøder i grusområder. Der var tale om områder, hvor jorden var dækket med grus, vulkansk lapilli, for at holde på fugtigheden og fremme plantevæksten.

I passet over Femés er der gedeflokke, og det fortæller os, at vi befinder os i et område med dyreavl. Ved vores fødder kan vi se Higuera-skrænten, hvis U-form med et fladt flodleje og lette skråninger viser, at området har været præget af en voldsom erosion, især tidligere da der var mere nedbør på øen, som fik disse eroderede former til at stikke frem.

Vi går mellem de to højeste punkter i Los Ajaches: Pico Redondo og Pico de la Aceituna. Dette bjergmassiv er dateret til at være dannet for ca. 15 mio. år siden, og herfra går vi gennem et område, hvor der ikke for nylig har været vulkansk aktivitet. Derfor er det erosionen, der står for de vigtigste ændringer i landskabet, og det er derfor mere blødt og kuperet end det landskab, man ser på resten af øen.

Der er her, vi for sidste gang kan se udsigten over den store Rubicón-slette med vulkanbjerget Colorada i den helt sydvestlige del af øen. Vi går nu ud på de gamle skrænter. Det første, vi kan se, er resterne af afvandingskanalerne i flodlejret, hvor man udnyttede afstrømningen til at vande markerne. Afvandingskanalerne er et system, der består i at omgive markerne med jordvægge med en svag hældning, som man dækkede med vand fra flodlejret efter regnen, for derefter at vande afgrøderne.

Denne skrænt er en af de største i bjergmassivet med en bred og veludviklet regnkløft. Det mest interessante ved denne er, at der i sandjorden i regnkløften vokser en speciel planteart med en form for meget små meloner, der kun findes på De Kanariske Øer.

Den stikker sig ud på grund af sin lysegule farve og tilstedeværelsen af mange udskårne blokke omkring stien. Denne type hævede strande kan opstå på grund af ændringer i havniveauet eller tektoniske bevægelser. Denne udgravning ligger ca. 50 meter over havets nuværende niveau.

Vi befinder os i et område med arkæologiske rester i den øverste del af jorden. Området er blevet vurderet til at have været hjemsted for de oprindelige indbyggere på Lanzarote, de såkaldte "majos". I området med stakke af sten vurderer man, at der har boet flest indbyggere. Her har man fundet rester af stenredskaber, keramik og knogler samt rester af havets dyreliv, eventuelt fra arbejde med skaldyr på kysten.

Denne række bugter med naturlige hvide sandstrande er et af de smukkeste steder på øen. Benyt lejligheden til at tage en dukkert efter vandreturen eller før den sidste strækning på turen. Der er også barer, hvor man kan få stillet sin tørst. Disse små strande er meget uberørte, fordi de er en del af et beskyttet område. De er derfor meget charmerende og smukke, og her kan man opleve den typiske vegetation på det kystnære bælte samt det smukke omgivende naturlandskab.

I denne slugt er der et meget unikt arkæologisk område. Her er resterne af den første europæiske by på De Kanariske Øer. Som noget helt specielt kan man se de brønde, der i det 14. århundrede gav vand til de nomader, der indledte erobringen af De Kanariske Øer, der kulminerede næsten et århundrede senere. Den første europæiske bosættelse, San Marcial del Rubicón, var altså i dette område. I den næste bugt er der også interessante elementer fra øgruppens historie med en kalkovn, der udnyttede de kalkbelagte områder på kystsletterne bag stranden.

Denne lille militære fæstning er kendt under navnene Las Coloradas og Águila og stammer fra det 18. århundrede. Den blev bygget i 1741 for at forsvare den sydlige del af øen mod angreb fra de mauriske pirater, der fra tid til anden kom fra den nærliggende afrikanske kyst og plyndrede Lanzarote. I 1769 blev den genopbygget efter at have lidt voldsom skade i et piratangreb, og siden da har den haft sit kegleformede udseende med adgang via en vindebro.

Stien ender i hjertet af Playa Blanca, der i den sidste del af det 20. århundrede er gået fra at være et lille, malerisk fiskerleje til at være et af de største turistområder på Lanzarote. Landsbyens hovedgader og strand har dog stadig bevaret den charme, landsbyen havde, før turismens indtog.