Sukker og søde sager har altid spillet en grundlæggende rolle i La Palmas historie. Det var ikke forgæves, at den første eksportafgrøde, som de flamske, portugisiske og andalusiske bosættere bragte med sig i begyndelsen af det 16. århundrede, var sukkerrør. Konfekture er den største skat i gastronomien på en ø, hvor krisen i sukkerrørsmarkerne og sukkermøllerne tvang den til at omdanne sukker til slik, syltetøj, konserves, kager og små donuts med sukker.
Ud over sin natur og kulturelle rigdom er La Palma kendt for sit store udvalg af traditionelle søde sager og desserter. De fremstilles i hånden og bages i brændefyrede ovne. For at smage dem skal man bare besøge nogle af øens gårdmarkeder, prøve dem som afslutning på et måltid på en restaurant eller købe dem i små butikker, forretninger og supermarkeder. De er fremstilles med mandler, kanel eller citron, og de er lige så forskellige, som de er lækre. Her er en guide til øens mest berømte søde sager.
Desserter, der har deres eget navn: Bienmesabe og Príncipe Alberto
Bienmesabe er den foretrukne dessert for de fleste lokale og besøgende. Det er en traditionel delikatesse på La Palma, fremstillet med knuste mandler, svampet kage, sukker, citronskal og æg. Den spises som regel sammen med en kugle vaniljeis.
En anden dessert, der er blevet mere og mere populær, hedder Príncipe Alberto. Den er fremstillet med chokolade, mandler og svampet kage. Der tilsættes flødeskum, hvilket fremhæver dens smag.
Slik, der gemmer på hemmeligheder
Mandelbolsjer har en hemmelighed: Mandelsmagen er meget mere fremtrædende, og de er sprøde og møre på samme tid. De er runde og lavet af mandler.
Rapaduras er meget sjove at se på og endnu sjovere at spise. De er kegleformede, og deres vigtigste ingredienser er sukkerrørshonning, gofio*, sukker, mandler, kanel og citron; herfra andre varianter som rapaduras af mælk, chokolade, kokos og æg.
Slik til særlige lejligheder
Noget, der er meget typisk for La Palma, er pan de leche, som laves med mel og stivnet mælk, sukker, æg, kanel og citronskal. Og vi kan ikke undlade at nævne mandelost, der laves med æg, citronskal og kanel samt mandler. Det kan også anbefales bare at spise en is ved havet, tilberedt på traditionel vis.
Der er meget snak om, hvorvidt Barraquito har sin oprindelse La Palma eller Tenerife, men på Isla Bonita siges det, at det var en indfødt på La Palma, der først tilberedte den. Selvom det er en kaffe, er det også en delikatesse, fordi der tilsættes kondenseret mælk, lidt citronskal, kanel og Licor 43 efter smag.
Hay un dulce que no puede faltar nunca en las mesas palmeras en navidad, especialmente para desayunar el día de año nuevo y el de reyes: el pan de manteca o "roscas" como también lo conocen los palmeros.
También las sopas de miel son típicas de La Palma y se hacen para la época de Carnavales, sobre todo para los Indianos. Las abuelas han pasado la receta de generación en generación para comer en las casas y para ofrecerlas a las visitas. Este postre proviene de los trabajadores en los antiguos cañaverales de la isla. Ellos mojaban el pan en la ‘sopa’ del jarabe de la caña de azúcar. Hoy en día, se preparan con este mismo jarabe o se utiliza también miel de abejas y almendras machacadas, no trituradas y tostadas.
Dulces propios de un Papa
El marquesote palmero es un dulce para llenarse la boca y, de hecho, desbordar con él. Se trata de unos bizcochos de harina de trigo, huevos y azúcar, cortados en forma de rombos, ensopados unos con un almíbar melado y cubiertos otros con claras a punto de nieve.
La fama de estos dulces se remonta hace siglos. Fue en siglo XIX cuando los dulces llegaron a las mesas del Vaticano. En 1823 visitó La Palma, de paso hacia Chile, el canónigo italiano Juan María Mastai Ferreti, más tarde nombrado Papa con el nombre de Pío IX. En su estancia en la isla, Luis Van de Walle, marqués de Guisla, le ofreció un desayuno con repostería local. Se cuenta que el canónigo mostró predilección por unos pequeños marquesotes, sin melar y rellenos de crema azucarada. Tras su elección como Papa, en La Palma se popularizaron estos dulces con el nombre de piononos; según Luis Van de Walle, “se llaman piononos desde que el cardenal Mastaj accedió al papado y aprovecharemos cualquier ocasión para remitirlos a Roma, para que alivien las inquietudes que ahora vive el mundo cristiano”.
