Lanzarote, den østligste af De Kanariske Øer, er kendetegnet ved sine særlige vulkanske landskaber med sort og rødlig jord, der kan minde om Mars' overflade. Et særegen natur, der gemmer på utallige hemmeligheder, lige fra de specielt udformede vinmarker på vulkansk jordbund, hvor man kan smage på helt unikke vine, til farvestrålende saltværker, magiske underjordiske tunneller eller de smukke rum designet af kunstneren César Manrique. Mindeværdige steder, som man ikke må gå glip af at besøge.
Timanfaya
Timanfaya Nationalpark er en af de mest besøgte nationalparker i Spanien, et ekstraordinært visuelt skue, som ingen ønsker at gå glip af. Den 14 kilometer lange rute inde i parken foretages i bus, og det er en betagende rejse igennem lavamarker, der kulminerer med en demonstration af de høje temperaturer nær jordens overflade. Uden for parken er det muligt at ride på kamel og gå til fods ad de anviste stier.
Jameos del Agua og Cueva de los Verdes
Det drejer sig om to af Lanzarotes mest attraktive turistattraktioner. De befinder sig i umiddelbar nærhed af hinanden, og begge stammer fra vulkanudbruddet i Timanfaya, som skabte en underjordisk verden af huler og tunneller med hvælvinger og vægge i overraskende farveskalaer, og søer, hvor der lever endemiske arter som f.eks. den blinde krabbe.
Mirador del Río
Stedet er designet af César Manrique og befinder sig perfekt integreret i de naturlige omgivelser med majestætiske udsigter. La Graciosa og de små øer, der udgør øgruppen Archipiélago Chinijo, havet, der adskiller dem fra Lanzarote - kendt som El Río - den fantastiske strand og klipperne ved Famara, havets uendelighed... Altsammen er uforglemmeligt.
Famara og Papagayo
Uendelig og utæmmet med fint gyldent sand, fanget mellem Atlanterhavet og de imponerende klipper... Det er stranden ved Famara, en af de smukkeste strande på De Kanariske Øer. Et paradis for vind- og bølgesportsudøvere, men også for dem, der nyder lange gåture, mens solen langsomt går ned.
Papagayo er et paradis med hvidt sand og roligt turkisblåt vand, der er ideelt til snorkling. Et af øens smukkeste kroge, langt fra den øvrige travlhed, hvor man kan nyde en afslappende dag på stranden. Bag os ligger det barske landskab ved naturmonumentet Los Ajaches, foran os er der udsigt over øerne Fuerteventura og Lobos.
Teguise
Teguise emmer af historie. En spadseretur igennem centrum, der er erklæret "arkitektonisk-historisk-kunstnerisk helhed", med brostensbelagte gader, mellem statelige bygninger og huse i fint bevaret traditionel arkitektur, frembringer minder om byens storslåede fortid. Det livlige marked, der afholdes hver søndag og er et af de mest populære på De Kanariske Øer, er prikken over i'et for en anderledes dag.
La Geria
Den sorte vulkanske jord står i dette beskyttede område i kontrast til de grønne vinstokke og skaber et smukt sceneri, der er enestående i hele verden. Malvasia-vinene, der fremstilles ved hjælp af traditionelle dyrkningsteknikker, er af internationalt anerkendt kvalitet. Det er en uforlignelig oplevelse at smage en af disse vine, mens man betragter landskabet, der strækker sig mod horisonten.
Salinas de Janubio
Dette saltlandskab og dets enestående farvepalet er endnu et af Lanzarotes uforglemmelige steder. Saltværket erklæret for et område af videnskabelig interesse på grund af dets enorme historiske værdi. Det er det største saltværk på De Kanariske Øer, og det er stadig aktivt. I den lille butik kan man købe det uovertrufne kvalitetssalt, der produceres i de inddæmmede saltsøer, som får næring fra havets vand. En god gave at tage med hjem!