Søgeresultater

Dette kvarter, som befinder sig ca. 2 km fra landsbyen i retning mod Epina omfatter en tæt palmelund, og dets landskabsmæssige og etnografiske særpræg er påvirket af landbrugsproduktion (i særdeleshed kartofler og vin). Mange af husene er bevaret i traditionel rural stil, bygget i sten og ler med tosidede tegltage. Af særlig interesse er den måde, husenes hjørner traditionelt blev bygget på. Ofte lod man stenene stikke ud på uregelmæssig vis, hvilket forsynede boligerne med en særlig skønhed. Macayo vil altid blive husket for sine frodige marker i middelhøje områder og på kløftens sider sammen med Vallehermosos største palmeskove. Palmeskoven var en yderligere indkomstkilde for områdets familier, da den gav mulighed for produktion af palmehonning. Palmehonning fra Macayo var ifølge landsbyens ældre meget værdsat.

I den allerhøjeste del af El Barranco de Ingenio finder vi et område ved bjergets fod, hvor der tidligere fandtes frodige laurbærskove, som blev fældet i løbet af de første århundreder efter erobringen, da sukkerfabrikkerne havde brug for træ til produktionen. I stedet for skov findes her i dag et landskab, som har bevaret sine enestående dyrkningsterrasser, samt palmetræer og ca. 35 bygninger, hvoraf de fleste er blevet moderniseret på en måde, der ikke har bevaret deres oprindelige kolonistil.

Chácaras og trommer ledsager festlighederne i dette naturskønne område, hvor sangen og dansen ikke ophører.

Øens naturrigdom giver plads til 300 fuglearter, og mere end 50 af dem yngler på øen.

Legenden siger, at Los Roques de Pedro y Petra var to elskende, der i deres omfavnelse blev ramt af et lyn, som forvandlede dem til sten og derefter adskilte dem. Disse klipper med deres særprægede vulkanske formationer er både majestætiske og meget fotogene. Det er et must at se dem, når man besøger den hyggelige landsby Hermigua.

El Lomo del Carretón består af en bjergskrænt eller skråning, der rejser sig i øens nordvestlige del for enden af dalene Alojera og Taguluche. Områdets store landskabsmæssige værdi karakteriserer bebyggelserne Taguluche og Alojera. Det anses desuden som et monument af stor geologisk og geomorfologisk interesse. Landskabet omfatter højder mellem 450 og 850 meter og består af horisontale lavavægge af stor geologisk interesse, samtidig med at her findes en vegetation af stor botanisk værdi grundet de mange endemiske arter. Samlet set udgør området et af øens smukkeste landskaber

Naturmonumentet Roque Blanco befinder sig i den nordlige del af La Gomera. Det drejer sig om en enorm bjergtop, der stikker ud fra resten af landskabet og er af stor videnskabelig interesse grundet sine bevoksninger af jordbærtræer og småplanter. Dens placering højt i bjergene tildeler den desuden en vigtig rolle i opfangelsen af fugt fra kondensation og gendannelsen af grundvandet.

El Roque Cano udgør det dominerende landskab i dalen ved Vallehermoso. Det er en enorm vulkansk skorsten på mere end 200 meter med næsten lodrette vægge, som udgør en vigtig biogenetisk skat, idet her vokser en stor mængde små blomster, heriblandt buskmargeritten fra La Gomera (Argyranthemum callichrysum), ”faro gomero” (Gonospermum gomerae), ”ruda gomera” (Ruta microcarpa) og et dusin unikke og meget sjældne arter som Senecio hermosae.

El Charco de Cieno er et område af stor videnskabelig interesse, idet det udgør et unikt og yderst sjældent habitat. Det drejer sig om et af de fineste vådområder endnu bevaret på La Gomera, samtidig med at det er et af de sidste naturlige saltområder på De Kanariske Øer, hvor der findes forskellige halofiler, alger og vadefugle, hvoraf nogle er inkluderet i internationale fredningsaftaler. El Charco de Cieno er et meget vigtigt område for trækfugle, idet det drejer sig om et meget sjældent økosystem på De Kanariske Øer. Vadefuglene er hyppige gæster i El Charco, som samtidig er den ideelle habitat for fugle som munken og brillesangeren (Sylvia melanocephala y Sylvia conspicillata).