Søgeresultater

Især hen mod slutningen af dagen, når man fra udsigtspunktet kan se helt overdådige solnedgange, er udsigtspunktet Ortuño det mest populære stoppested for folk, som skal op til eller ned fra Nationalparken Teide via Tenerifes bjergryg. Solen går ned lige ved Spaniens højeste bjerg og bader de stejle nordvendte bjergsider og havet, som væder bjergets fod, med rødlige og purpurfarvede farver. Et paradis for fotofreaks.

På gamle landkort over Europa betegnede man vestkysten af øen El Hierro som "verdens ende". Udsigtspunktet Bascos er et meget velegnet sted til at beskue denne vildtvoksende egn, som er et biosfærereservat under Unesco. Placeret højt oppe på en imponerende, stejl klippe, har man et fortræffeligt overblik over El Golfo-dalen, som består af en imponerende lavning med en bredde på 15 kilometer og en dybte på op til 1500 meter, som er skabt af en forhistorisk jordskred. På klare dage kan man se øen La Palma ude i det blå Atlanterhav.

Ved første øjekast ligner udsigtspunktet Abrante et helt almindeligt udsigtspunkt. Men langt oppe i de stejle klipper i den nordlige del af La Gomera, hvor den ligger, læner de besøgende sig ikke ud over afgrunden, nej, de 'flyder' ud over den. Fra den yderste del af udsigtspunktet går der et syv meter langt glasgulv ud, som nærmest holder den, der har mod til at gå derud, svævende i luften, mens man betragter et af de typiske landskaber på De Kanariske Øer.

Det var i det 18. århundrede, at man fandt de første stenristninger på De Kanariske Øer i Belmaco, i den sydøstlige del af La Palma. Siden da er stedet blevet til et referencepunkt for alle, der interesserer sig for øgruppens fortid. Ti naturlige huler og et område med stenristninger - som har givet anledning til forskellige udlægninger - danner den arkæologiske enhed, som er erklæret for historisk-kunstnerisk monument.

I Las Palmas på Gran Canaria, i det arkitektoniske kompleks kaldet Pueblo Canario (den kanariske landsby), ligger Néstor Museet. Samlingen består af værker malet af Néstor Martín-Fernández de La Torre, en af de mest anerkendte kanariske kunstmalere og den vigtigst repræsentant for modernismen på De Kanarisk Øer. På museet kan man portrætterne han malede og øvrige betydningsfulde værker, og også de værker han tegnede og udførte til teaterverdenen.

I Saltmuseet, på vestsiden af Fuerteventura, kan man opleve, hvordan saltet traditionelt blev udvundet af havet, før det blev til en grundingrediens i ethvert køkken. Det ligger ved Caleta de Fuste, hvor man byggede øens første saltlaguner for flere hundrede år siden. Museumsbygningens hvide mure og det imponerende hvalskelet, der står ved siden af saltlagunerne, gør Saltmuseet let kendeligt, når den besøgende nærmer sig ad landevejen.

Næsten 700 grave i store høje bygget med vulkanske sten gør Maipés de Agaete til en helt særlig arkæologisk park i fri luft, som har meget at fortælle om urindbyggernes univers. Beliggende i det nordvestlige Gran Canaria med ryggen mod Tamadaba fyrreskoven, hviler det på en stor lavastrøm i et tørt og bemærkelsesværdigt smukt landskab, med gravpladser, der er over 1.300 år gamle. Et spektakulært sted, erklæret for Kulturminde, hvor farverne i den grå jord og de grønne planter blander sig i en stemningsfuld kromatisk leg.

Slugten Barranco de Guiniguada passerer et hjørne, som er så vidunderligt, at alle bliver betaget: den Botaniske Have Viera y Clavijo, den største i Spanien og en af de bedste i verden. På en spadseretur over de 27 hektarer kan man opleve den varierede flora, som den kanariske øgruppe kan bryste sig af. Den ligger ved Gran Canarias vigtigste by, i den nordøstlige del af øen, og er hjemsted for eksotiske og utrolige plantearter, hvoraf over 500 er oprindelige planter fra øerne, nogle i fare for udryddelse.

Omtrent midt på Fuerteventura, lidt til nord, nær ved byen Tefir, finder et specielt museum, nemlig det i La Alcogida. Og det er specielt, for det er et levende museum: den besøgende kan se, hvordan håndværkerne fra øen arbejder i de forskellige værksteder, og kan også deltage aktivt. Økomuseet består af syv bygninger, der er genopbygget, og som er eksempler på de forskellige arkitektoniske stilarter på øen, fra det enkle og beskedne bondehus til herskabshusene med balkoner og trætrapper i to etager, og med tegltag.

Garoé-træet findes på et sted fuldt af tiltrækning, ved lokaliteten San Andrés. Tilbedt af urbefolkningen på øen El Hierro (bimbaches), er det i dag blevet et symbol på øens identitet. Bladene på dette lindetræ kunne samle vand nok til at forsyne hele øens befolkning, og derfor blev det gjort til et helligt træ. I det 17. århundrede blev det væltet af en orkan, og først i 1949 blev det erstattet af det nuværende laurbærtræ.